Selvfølgelig kan vi ikke indskrænke en provokatørs rettigheder fordi andre truer med vold

Tilsyneladende er der grund til at minde om, at rettighederne også gælder for dem, vi ikke bryder os om. Man kan ligefrem sige, at det netop er over for dybt kontroversielle ytringer, at et samfunds opbakning til ytringsfriheden må stå sin prøve.

Det er trivielt at konstatere, at højreekstremisten Rasmus Paludan er en sølle eksistens. Hans provokationer er tåbelige, og det er åbenlyst, at hans ærinde er at skabe splittelse.

Lige så trivielt burde det være, at ytrings- og forsamlingsfriheden også gælder for en mand som Rasmus Paludan. Og at politiet nødvendigvis må beskytte ham, hvis folk truer med vold imod ham, mens han gør brug af sine grundlovssikrede rettigheder.

Ikke desto mindre kan der være grund til at minde om, at rettighederne også gælder for dem, vi ikke bryder os om. Man kan ligefrem sige, at det netop er over for dybt kontroversielle ytringer, at et samfunds opbakning til ytringsfriheden må stå sin prøve.

Folketingsmedlemmet Karsten Hønge fra SF har tidligere argumenteret for, at politiet ikke længere bør bruge ressourcer på at beskytte Rasmus Paludan. Lignende synspunkter har været fremme efter søndagens uroligheder på Nørrebro i København.

Flere har draget paralleller til Tibet-sagen. I et populært tweet skriver Enhedslistens Per Clausen:

»Hvad er forskellen på at vifte med et Tibet-flag og brænde koranen? Svaret er nemt. I det første tilfælde anholdes du af politiet. I der andet tilfælde beskyttes du af politiet.«

Og journalisten og meningsdanneren Paula Larrain spørger i et tweet:

»Hvorfor forskelsbehandler politiet demonstranter med Tibet-flag og så denne type demonstrant?«

Det kunne næsten lyde som om, de mener, at politiet skulle have ageret som i Tibet-sagen.

Men når de to adskiller sig fra hinanden, er det nu engang, fordi politiet respekterer basale rettigheder i den ene sag og ikke gjorde det i den anden. Tibet-sagen var en skandale, fordi politiet ikke respekterede ytrings- og forsamlingsfriheden. Det er så absolut ikke et eksempel til efterfølgelse, men derimod til afskrækkelse.

Det er nedslående at se, hvordan nogle fjolser på Nørrebro og andre steder i københavnsområdet går Rasmus Paludans ærinde ved at kaste brosten og tænde ild til biler og på den måde udstille sig selv som kriminelle uden respekt for loven.

Men det må være hævet over diskussion, at vi ikke kan indskrænke grundlæggende rettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed for en provokatør, fordi andre truer ham med vold.